bestyrelse
foreningsoplysninger
vedtægter


Bestyrelse af Den Censurerede Kunstudstilling:

Morten Krogsgård (formand)
Mikkel Larris (næstformand)
Dan Jensen (kasserer)
Kirsten Bertelsen

bestyrelsen for dck#
Dan Jensen, Kirsten Bertelsen, Morten Krogsgård og Mikkel Larris


Foreningsoplysninger

foreningens CVR. nummer er 29303169

kontakt;
mail@kunstudstilling.info

Den censurerede kunstudstilling
Postbox 1154
5100 Odense C



Vedtægter for Foreningen den Censurerede Kunstudstilling

§ 1. Foreningens navn, stiftelse og hjemsted.

Foreningens navn er Den Censurerede Kunstudstilling, forkortet DCK. Foreningen er stiftet i 2005, af Initiativgruppen for oprettelsen af en landsanerkendt censureret kunstudstilling på Fyn, bestående af de tre billedkunstnere Mikkel Larris, Dan Jensen og Morten Krogsgård. Foreningens hjemsted er Odense.

§ 2. Foreningens formål og status.

Den censurerede Kunstudstilling har som formål, en gang årligt, at arrangere en åbent censureret kunstudstilling af nutidig billedkunst.
Foreningen skal stedse arbejde for, at censuren og der igennem udstillingerne, har et kvalitativt niveau, som har relevans på den danske samtidskunstscene og som kan opfylde kravene til og sikre en fortsat tilskudsberettigelse. Samt at opfylde generelle krav til en tilskudsberettiget institution med det formål hvert år at arrangere en censureret kunstudstilling.

§ 3. Udstillingen.

1. Den årlige udstilling afholdes i en efter udstillingskomiteens skøn egnet udstillingsbygning centralt beliggende i Danmark, fortrinsvist i Odense.
2. Deltagerne indkaldes bl.a. ved avertering i dagspressen og på internettet.
3. Betingelser og anmeldelsesblanketter til udstillingen fås ved download på udstillingens hjemmeside eller ved skriftlig henvendelse indeholdende frankeret svarkuvert til foreningens postadresse, som angives i averteringen.
4. Censurkomiteen tager ved censureringen både hensyn til hvilke ansøgere der skal antages, samt til værkernes placering på udstillingen.

§ 4. Medlemsforhold.

Enhver, der har fået antaget og udstillet et arbejde til udstillingen, er medlem af foreningen dette og de næstfølgende 5 år og har ret til at deltage med valgbarhed og stemmeret i foreningens generalforsamling. Retten til medlemskab forlænges automatisk hvis et medlem bliver valgt til at deltage i bestyrelsesarbejdet, på den måde, at man altid er medlem minimum tre år efter man er udtrådt af bestyrelsesarbejdet. Som medlem regnes desuden udstillingens stiftere, gældende så længe der ikke flertal herimod på generalforsamlingen.

§ 5. Bestyrelsen.

a. Opgaver og valg.

Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 3 medlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsens medlemmer vælges på foreningens generalforsamling for 3 år ad gangen.
Herudover vælges hvert år 2 suppleanter til bestyrelsen.
Ved den første generalforsamling i 2007 dog således, at 1 medlem vælges for tre år, 1 medlem vælges for to år, og et medlem vælges for et år.

Genvalg kan finde sted.

Det påhviler bestyrelsen, hvert år at udpege/nedsætte en arbejdsgruppe, Udstillingskomiteen, som står for gennemførelsen af den censurerede kunstudstilling i det efterfølgende år. Denne Udstillingskomite kan enten udpeges blandt medlemmer af foreningens bestyrelse eller eksterne kræfter i det omfang bestyrelsen finder det formålstjenligt, der kan benyttes ansættelser i det omfang det er økonomisk muligt. Udstillingens budget udfærdiges i samarbejde mellem bestyrelsen og Udstillingskomiteen, men skal godkendes af bestyrelsen.

b. Bestyrelsesarbejdet.
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med en formand, en næstformand og et menigt bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.                                                                                                       
Bestyrelsen udpeger udstillingskomiteen.
Bestyrelsesmøde afholdes minimum to gange årligt, eller når formanden finder det fornødent, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden.
Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formanden og et øvrigt bestyrelsesmedlem.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed og er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er til stede.
Ved stemmelighed er formandens - i hans forfald den fungerende formands - stemme udslagsgivende.

§ 6. Udstillingskomiteens arbejdsområde strækker sig fra udpegning af censorer samt indgåelse af aftaler med sponsorer og udstillingens økonomi, dens praktiske tilrettelæggelse og gennemførelse (herunder katalog, website og plakater). Arbejdsgruppen består af tre personer.

Bestyrelsens medlemmer opfordres til at holde sig orienteret om Udstillingskomiteens arbejde, samt naturligvis at deltage i arbejdet med udstillingen.

 § 7. Censurkomiteen.

Udstillingens 3 censorer (censurkomiteen) udpeges af Udstillingskomiteen, udpegelsen gælder for et år.

Udstillingens censorer skal for at sikre et professionelt og kunstnerisk forsvarligt niveau aflønnes rimeligt, som minimum skal BKF´s vejledende tariffer overholdes.

Censurkomiteen, har ubegrænset ret til at afgøre hvilke af ansøgernes værker der skal vises på udstillingen, og har det kunstneriske ansvar for udstillingen, samtlige 3 medlemmer skal deltage i censureringen af alle de indsendte værker.

Desuden påhviler det censurkomiteen at udstikke retningslinjer og forslag til ophængningen af udstillingen.

 

§ 8. Generalforsamlingen.

DCKs Generalforsamling afholdes årligt fra 2007. Udstillingen har da været afholdt 3 gange.

a. Tidspunkt og indkaldelse.
Ordinær generalforsamling afholdes normalt i september, en gang årligt.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes efter beslutning på den ordinære generalforsamling eller af bestyrelsen, eller når mindst 25 af foreningens medlemmer skriftligt begærer det med angivelse af dagsorden. Indkaldelse til generalforsamling skal finde sted med mindst 14 dages varsel. Indkaldelse finder sted ved udsendelse af e-mail eller post til den adresse det enkelte medlem har oplyst til foreningen.

Forslag, som af medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest på ferniseringsdagen for udstillingen.

b. Kompetence.

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.

c. Gennemførelsen.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:

1. Valg af dirigent.
2. Valg af referent
3. Valg af stemmeudvalg.
4. Formandens beretning.
5. Udstillingskomiteens beretning.
6. Fremlæggelse af revideret årsregnskab og forslag til budget.
7. Valg af medlemmer til bestyrelsen, jfr. § 5.
8. Valg af 3-4 medlemmer – helst bosiddende i den kommune, hvor årets udstilling skal vises, til det festudvalg, der arrangerer det følgende års udstillingsfest, som finder sted umiddelbart efter ferniseringen.
9. Indkomne forslag.
10. Eventuelt.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægt (f.eks.:§12 og §13).
Hvert medlem har én stemme, og afstemninger finder sted skriftligt, såfremt ét medlem forlanger det.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

§ 9. Regnskab og formue.

Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet revideres af den kommunale revisionsinstans eller en anden statsaut. eller registreret revisor.

Formanden for foreningen er sammen med udstillingskomiteen ansvarlig for førelsen af regnskabet og udarbejdelsen af budgetforslag til forelæggelse for bestyrelsen.

§ 10. Tegning og hæftelse.

Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden samt næstformanden for bestyrelsen. Tegningsretten kan ved fuldmagt overdrages for et år af gangen til repræsentanter for udstillingskomiteen.

Der kan meddeles prokura at der ikke påhviler foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for foreningens økonomiske forpligtelser.

§ 11. Foreningens administration.

Bestyrelsen træffer fra år til år alle fornødne bestemmelser om udstillingskomiteens organisation og arbejdsområde og ansætter fornøden ad hoc-medhjælp. Desuden påhviler det bestyrelsen evt. at ansætte udstillingens forretningsfører eller andet medhjælp af længere varighed.

§ 12. Vedtægtsændringer.

Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være fremsendt til bestyrelsen senest en uge efter sidste udstillingsdag på årets udstilling og den skal i den fulde ordlyd være indeholdt i dagsordenen for generalforsamlingen eller vedlagt denne. Til ændring af vedtægterne kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 13. Opløsning.

Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer. Ved foreningens opløsning anvendes inden for en 5-årig periode foreningens formue til almennyttige formål.

 

 

Bilag 1/3 Censurkomiteen. Jfr. § 7.

1. Til censurkomiteen kan vælges aktive danske eller udenlandske billedkunstnere, der deltager i den samtidige kunstdebat, herunder medlemmer af BKF og Kunstnersamfundet eller lignende internationale organisationer.

2. En censor er kun valgbar til censurkomiteen 2 gange i løbet af en 5-års periode.

3. En censor må ikke udstille på Den Censurerede Kunstudstilling i sin funktionsperiode.

4. Bestyrelsen og Udstillingskomiteen har ansvaret for og påser, at censureringen udelukkende foregår ud fra billedkunstneriske kriterier.

5. Censorerne forpligter sig til at medvirke aktivt til den nødvendige begrænsning af det indsendte materiale. Alle arbejder censureres af censurkomiteen udelukkende udfra billedkunstneriske kriterier, samt hensyntagen til udstillingens helhed. Alle andre kriterier er censureringen uvedkommende. Alle afgørelser træffes ved flertalsbeslutninger.

6. Bestyrelsen eller Udstillingskomiteen kan videofilme censureringen, til efterfølgende brug.

7. Udstillingskomiteen har mødepligt ved den efterfølgende generalforsamling og aflægger beretning vedr. censureringen og ophængningen af udstillingen.

Bilag 2/3 Udstillingen. Jfr. § 3.

1.     Ansøgning om deltagelse på DCK sker ved

a.     at indbetale retmæssigt gebyr for anmeldelsesblanket (i 2007 = 200 kr.)

b.     at indsende sit udstillingsprojekt eller dokumentationsmateriale, samt udfyldt blanket, i en A4 -kuvert, adresseret til Den Censurerede Kunstudstilling (på den i dagspressen offentliggjorte adresse).

2.     Materiale som der kan ansøges med kan være;

a.     projektbeskrivelser i skrift, vedlagt skitser og plantegninger,

b.     fotografisk dokumentation af færdiggjorte malerier, skulpturer, installationer mm. (under forudsætning af at værkernes størrelse og fysiske beskaffenhed er beskrevet)

c.      elektroniske værker på cd-rom, video på dvd, lyd på audio-cd, digitale fotos i Jpeg-format.

3.     De antagne værker forpligter kunstneren sig til at aflevere som beskrevet, og installere på det af udstillingen anviste sted i udstillingsbygningen, senest dagen før ferniseringen.

a.     Undtagelsesvis kan andet aftales med udstillingskomiteen. Omfattende ændringer i værkets fremtoning, kan kun tillades efter samtykke fra censurkomiteen.

4.     Kunstneren forpligter sig til at sørge for nedtagning, pakning og afhentning af værket, senest dagen efter sidste udstillingsdag.

a.     Kunstneren hæfter personligt, for alle udgifter en overtrædelse af dette punkt vil medføre udstillingen, i form af nedtagning, pakning, afsendelse og transport m.m.

---

Ovenstående vedtægter er vedtaget af den Censurerede Kunstudstillings generalforsamling, September 2007